+4540700999
rasmus@rasmusdegnbol.com
Copenhagen, Denmark
Follow me on instagram

Too late. Idomeni, Greece

For a google translated version, have a look here.

Idomeni, Grækenland.

Den 18. November 2015 åbnede Slovenien et nyt kapitel i flygtningekrisen da de officielt udmeldte at de kun ville lukke “ægte” flygtninge ind igennem landet. Ægte flygtninge blev defineret som værende mennesker fra Syrien, Irak og Afghanistan – alle andre blev omtalt som økonomiske migranter uafhængig af nationalitet og afvist ved døren. Denne procesdure spredte sig i løbet af to dage til resten af Balkan landene, som alle var bange for at ende som sidste led i rejsen mod Europa. Makedonien indførte ligeledes reglerne hurtigt ved deres grænse til Grækenland og afskar tusindvis af flygtninge og migranter vejen videre.

I tre uger har de ventet på en gold mark udenfor den lille grænseby Idomeni I Grækenland. Pakistan, Marokko, Eritrea, Somalia, Iran, Kuwait og listen bliver ved. Hver eneste man stopper og taler med en af de mange strandede er historien forskellig og alligevel skræmmende ens. Jeg hilser og sætter mig ved siden af 26 årige Bilal fra Pakistan, hans øjne er venlige men trætte og opgivende på samme tid. Bilal blev født og opvokset i den nordlige del af Pakistan som indtil for få år siden var et fristed for våbensmuglerne til Afghanistan. “Nu er Taleban blevet så stærke at hæren er rykket ind, det har ændret alt. Enten kæmper man for den ene side eller den anden – men lige meget hvad så dør man” siger han mens han opgivende kigger ud over marken hvor hundredevis af små bål lyser mørket op. Da hans bedste ven i Maj 2015 sprængte sig selv I luften som selvmordsbomber efter et par ugers intensivt jihadist manipulation fra Taleban vidste han at tiden var inde til at flygte. Hans forældre tiggede ham om at forlade området for et mere sikkert liv, og han forsøgte første i Pakistans andre dele, men uden netværk og familie er det lige så fremmedland som at være her siger han og nikker med hovedet mod det 5 meter høje nye glinsende grænsehegn som Makedonien i alt hast sat op I de sidste dage af November.

“De behandler os som dyr, som køer her” fortsætter han inden vi tager en lille pause og taler om vejr og vind. Det er tydeligt at de 17 dag ved grænsen har sat sine spor i den unge mand. Han tror ikke længere på at der findes gode mennesker i verden efter hans oplevelser siden han begyndte at gå fra Pakistan. Den 2 måneder lange tur bragte ham via Iran, Tyrkiet og med båd til Samos og nu er hans rejse så endt i Idomeni. “Når jeg tænker på det føles det som en anden der har taget den tur, det føles som selvmord at have gjort”. Herefter har Bilal ikke lyst til at tale mere og vi aftaler at mødes over en kop varm the senere når han lige har sundet sig lidt.

Idomeni er en lille græsk grænseby på kanten af Makedonien. Området har igennem mange århundreder kæmpet mod deres nordlige nabo. Førhen militært og nu senest kommercielt hvor billig indkøb, tandpleje og lignende findes lige over grænsen og har trukket store ressourcer ud af de lokale grækere. Alle de frustrationer får nu fuld afløb på grænsen. Græsk politi er i stigende grad mere og mere frustrerede og med et Makedonsk politi som med vilje forsinker processen for at lukke flygtningene igennem er situationen anspændt. “Det skaber problemer her hos os. Se ved porten, der står én mand og kigger op til 5000 menneskers papirer igennem, bagved står der ti mænd og griner, kan de ikke hjælpe?” vrisser en arrig græsk politibetjent i et arrigt kort øjeblik inden hans chef beder ham lade være med at tale.

Langs skinnerne møder jeg 49 årige Ali Said fra Somalia. Han er ligesom alle andre fra Afrika blevet afvist ved porten. Hans kone og 6 drenge venter på et asylcenter i Danmark men udsigten til at skulle vente mange år før han ville se dem igen fik ham til at forlade Somalia for snart 2 måneder siden istedet for at vente på familiesammenføringen. Han har været her i 22 dage nu og håber på at hans kone og asylcenteret ville kunne hjælpe ham med at komme ved.

Rundt om jernbanen har folk inddelt sig I interimistiske lejre, her også typisk opdelt I nationalitet, man holder sig for sig selv og undgår kontakt med andre nationer da frustrationerne sidder løst, og mange drukner sorgerne I alkohol om aftenen som solen går ned. Fanfan fra Algeriet havde I mørket forvildet sig over I den Marokkanske del af lejren, han står spejdende og kigger rundt efter hvor hans venners plads er. Pludselig dukker en gruppe unge Marokkanske mænd op, de driller ham med hans sorte hudfarve og siger han skal smile se de kan se hans hvide tænder i mørket. Han fortrækker ikke en mine og hurtigt giver de op og går videre. Fanfan vil gerne til København, han har hørt meget godt om Danmark.

Historierne går igen og igen – mange af de afviste i lejren er unge mænd fra Marokko og Iran. Stærke, velklædte og endnu med penge på lommen virker mange af dem malplacerede I den strøm af næsten 5000 mennesker der kommer igennem Idomeni hver dag. Oftest er de rejst afsted en gruppe venner samlet fra den samme by. Spurgt hvorfor de er taget fra Marokko og hele vejen igennem Tyrkiet bliver der oftest stille, og svaret syntes svært at finde i forhold til de mange Syriske flygtninge der fortsat udgør størstedelen. Mange af Marokkanerne vil gerne til Danmark og FC København som de alle kender.

Efter solen er gået ned og temperaturen hastigt nærmer sig frysepunktet møder jeg igen Bilal fra Pakistan. Han har brugt dagen på at gå lidt rundt og høre nyt om grænse situationen som han i bund og grund ikke forstår. “Folk siger der ikke er krig i Pakistan, men de ved ikke hvor de skal kigge… Hvis jeg bliver sendt hjem skal jeg helt sikkert deltage I krigen, så vil jeg kunne leve som konge men jeg vil dø meget hurtigt en dag”. Og da jeg som de sidste spørger Bilal hvor han gerne vil hen I Europa kigger han lidt undrende på mig. “Jeg ved ikke hvor, det er også lige meget – men et sted hvor der er fred og hvor jeg kan leve et liv”. Imorgen fortsætter Bilal sin 18 dage på grænsen i Idomeni og håber på at nogen hører hans bønner.