I feel how the hairs in my neck rise, the eye contact is intense and as his breath fogs up the glass, I can almost smell it. It’s almost feels illegal as we sit here, 2 inches apart, but yet the distance is infinite- both the thick window, but also the fact that our DNA is different, and we don’t share the same language.
The baboon in Copenhagen Zoo and I have been sitting here for 40 minutes. All alone, in complete silence. Just observing each other’s weird trades and movements. He hasn’t lashed out as he normally does. It’s as if something is different for both of us.
The last 8 weeks I have been isolated at home as everyone else. 11th March the Danish government closed down Denmark, and my social life became non-existent overnight.
For the animals in the Zoo the experience has been the same, and since then the almost 200.000 visitors the park would have had, have stayed away, and the animals have only had the necessary care from the zoo keepers.
While the baboon and I have eye contact I have a weird sensation. A presence, intimacy and interest in our meeting- both from him, but also myself. A longing for contact even though he has large fangs and a long flat pink nose. The giraffes which stand like tall trees with eyes follow my every move in the park as I walk around and the African Hornbill who tries to feed me with grass through the window. When I return home I sense my longing is no more, and the time spent with the animals have recharged me.
This became the start of a long series of visits to the Zoos in Denmark during the corona lockdown. A personal search and investigation of the intimacy between species, and animals who clearly are missing their audience and the presence our visits give them.
Soon the Zoo will reopen and the animals will have their daily dose of visitors. Hopefully this goes for our species as well.

Danish text:

Hudsult og store lyserøde næser.
Jeg mærker hvordan hårene rejser sig i nakken på mig, øjenkontakten er intens, og hans ånde som dugger på glasset kan jeg næsten dufte. Det føles helt ulovligt som vi sidder der, 5 centimeter fra hinanden. Alligevel er der uendeligt langt- både på grund af den tykke glasrude men også det faktum at vores DNA er forskelligt, og vi ikke taler samme sprog.
Bavianen i Københavns Zoo og jeg har siddet 40 minutter, helt alene i hel ro og bare iagtaget hinanden. Studeret hinandens særtegn og bevægelser. Han har ikke gjort udfald som han plejer, og dyrepasserens besked om at kigge væk hvis han begyndte at ville dominere mig har ikke været nødvendigt. Det er som om noget er anderledes, for os begge.
De sidste 8 uger har jeg ligesom alle andre været isoleret derhjemme, mit sociale liv gik i stå den 11. Marts da Danmark på grund af corona smitten gik i dvale og vi alle skulle holde afstand og undgå besøg. For dyrene i Zoo var oplevelsen den samme. De over 200.000 gæster som de ville have haft forsvandt, og siden har de kun haft den kontakt med dyrepasserne som var mest nødvendig.
Mens bavianen og jeg har øjenkontakt mærker jeg en sær følelse, et nærvær og interesse for vores møde fra både mig selv, men også ham. En hudsult også selvom han har store tænder og en lang flad lyserød næse. Girafferne som jeg næsten lige meget hvor jeg er i parken kan mærke følge mig som store træer med nysgerrige øjne, hornravnen fra Afrika der med sit mærkværdige næb prøver at give mig græs igennem ruden- og da jeg kommer hjem kan jeg mærke at mit savn er væk. Oplevelsen med dyrene har genopladet mine batterier i behovet for nærvær og det at være tæt med nogen- Det blev starten på en lang række besøg i Danmarks Zoologiske Haver under corona krisen, en personlig undersøgelse af nærværet mellem forskellige arter, og dyr som tydeligt mangler deres publikum i en tid hvor også de savner den opmærksomhed vi bringer til dem.
På mandag genåbner Danmarks zoologiske haver og dyrene har igen deres daglige dosis nærvær. Forhåbentligt gælder det også snart for vores art.