Published in www.information.dk. Translate to english here.

Vintertransit i Slavonski Brod, Kroatien.

Den 30. Oktober underskrev det kroatiske og serbiske politi en aftale med hinanden. En aftale, som ikke bare betyder en klar og sikker rute for flygtninge og migranter på vej igennem Balkanlandene, men som nu 7 dage efter betyder varme, smil, ro og en genfunden glæde hos både flygtninge, migranter og det kroatiske politi, som ikke brød sig om at være hårdhændede mod flygtningene på grænserne.

“Aftalen med Serbien er klar og beskrevet ned til mindste detalje – hver dag kommer 4 toget? hver fjerde time fra Sid i Serbien – på toget må der kun være 1 lokofører, 2 bevæbnede kroatiske politibetjente og 1000 flygtninge og migranter – intet mere intet mindre. Toget afgår fra byen Sid og ankommer her til kroatiske Slavonski Brod – det er nemt for dem, og nemt for os. Vi håber at kunne lave samme aftale med Slovenien på et tidspunkt” siger Jelena Bikic, talskvinde for det kroatiske politi.

Mens jeg går rundt i den nyligt oprettede vinterlejr i Slavonski Brod, en by på grænsen til Bosnien Hercegovina, virker det hele også nemt. Lejren blev bygget på under 14 dage og har officielt plads til 5000 flygtninge, men antallet kan nemt fordobles. Her er opvarmede telte, gratis wifi, lægehjælp og mad. Lejren ligger i udkanten af byen, så lokalsamfundet intet mærker til den, og toget ankommer direkte midt i lejren. Alle hjælpes af toget og igennem registrering. 20 registreringer hver tredje minut. På de 2 timer, hvor jeg bliver vist rundt på lejren, når de 1000 ankomne igennem registreringen, får mad og anvist et telt eller skurvogn, hvor de kan slappe af.

Lejren står i skærende kontrast til de improviserede flygtningelejre i Grækenland, Makedonien og Serbien på ruten herop. I Grækenland på øen Lesbos, hvor størstedelen af flygtningene og migranterne kommer til er der fortsat ikke styr på modtagelsen. Når de endeligt når frem til modtagecenteret Moria venter der oftest tre dages kø foran dem. Man ikke kan forlade køen for hverken mad eller toiletbesøg, uanset hver og vind, dette medførte de første dødsfald i lejren i Oktober. I Idomeni, på grænsen mellem Grækenland og Macedonien er de igen tvunget til at overnatte udenfor, oftest i flere dage mens de venter på at kunne krydse grænsen. Lejrene er oftest i praksis drevet af frivillige uden nogen former for klar ledelse eller erfaring. Sådan er det hele turen op igennem det sydlige Europa. Frygten for overgreb af politi eller militær er en fast del af deres hverdag, og når de gang på gang anbringes i en ny lejr uden nogen former for basale nødvendigheder er det kun medvirkende til eskaleringen langs grænseovergangene.

Et nyt tog er netop ankommet her i vinterlejren og de første minutter fra de forlader toget, er alle tydeligt nervøse for hvad, der skal ske, men hurtigt indfinder der sig en ro. Da jeg forsøger at gå ind i et telt for at snakke med nogle af flygtningene, beder en betjent mig om at respektere deres privatliv. Han smiler til mig – og det er tydeligt, at det ikke er for hans skyld, men rent faktisk for flygtningenes. “De har været igennem nok…” tilføjer han, da jeg går væk derfra.

Længere henne står en storskærm, som dem man ser på stadions. “Velkommen til Kroatien” står der på 4 sprog. På skærmen forklares, hvor de er, hvad der skal ske de næste timer, hvor de kan få lægehjælp, og hvornår den næste tur videre til Sloveniens grænse går.

I lyset fra skærmen står en gruppe amerikanske baptister klædt i orange fra top til tå. De er lige ankommet og står som forstenede. Pastor John Ringgold, en høj mand med karakter og en høj tydelig stemme, står hovedrystende og kigger på. “En ting er at se det på tv, en anden ting er at være her i virkeligheden – vi kunne ikke bare sidde derhjemme og se på længere…” siger han, mens hans blik ikke flytter sig fra de 1000 flygtninge der netop af ankommet. Sammen med 3 andre fra deres menighed i San Diego samlede de penge ind, og i samarbejde med den Ungarske Baptistkirke er de nu taget til Slavonski Brod for at omsætte pengene til nødhjælp og deres tid til omsorg.

Længere henne ad hegnet står en broget gruppe unge fra hele Europa klædt ud i klovnekostumer – stilheden i lejren brydes nu af børnegrin og smil på en måde, jeg ikke før har oplevet under min dækning af flygtningekrisen. Ægte børnegrin – helt nede fra maven. De griner og løber rundt, mens en ung spansk mand iført klovnenæse lader som om, han får en pind igennem næsen og ud af øret på en af de små syriske drenge. Børnene griner igen og selv gruppen af hårde 14-15 årige afghanske drenge kan heller ikke lade være med at trække på smilebåndet. For et øjeblik er drengenes alder igen synlig.

De næste fire timer er de sikre og beskyttede af en kroatisk regering, der vil dem det godt på deres besøg i deres land – også selv om de bare er i transit.